Harebakkegårdens Grundejerforening blev stiftet i 1967 – to efter at den københavnske fabrikant Hans Kobberø havde fået tilladelse til at udstykke Harebakkegårdens jorder i et sommerhusområde. Til næste år kan foreningen – og vores dejlige fristed her i Sønderby – således holde 50 års jubilæum.
Det skal naturligvis fejres! Ikke for ekstravagant, mente røster på generalforsamlingen. Men fejres skal det – og bestyrelsen har allerede sat dato på begivenheden: 17. juni 2017. Så sæt kryds i kalenderen og begynd at bede om godt vejr til festen!
I bestyrelsen har Marianne Fager påtaget sig at lede planlægningen. Men det skal hun naturligvis ikke stå alene med! Lene Smith og Mette Rosenkrantz har også meldt sig til festudvalget – men der er brug for alle gode kræfter, der vil være med til at komme med idéer, koordinere og planlægge det praktiske, understreger Marianne. Så tag bare fat i hende, hvis du vil give en hånd med!