Her er hjemmesiden – brug den og hjælp med at gøre den bedre!

Den har været længe undervejs, men nu er den her – hjemmesiden for os,der bor i sommerhusudstykningen på Harebakken. Hvad skal vi så bruge den til?

Først og fremmest til at holde hinanden up to date. Fremover vil alle kunne følge med i, hvad der drøftes og besluttes i Grundejerforeningens bestyrelse, for mødereferaterne vil blive lagt ud, så alle medlemmer kan læse med. Det samme gælder selvfølgelig referater fra de årlige generalforsamlinger mv. Det årlige nyhedsbrev vil over tid blive overflødigt, for alle informationer her vil kunne findes på hjemmesiden.

I bestyrelsen vil vi gerne slippe for helt at skulle bruge tid og porto på at sende indkaldelser og referater ud til medlemmerne – men det kræver, at vi har en epost-adresse på alle medlemmer. Vi vil derfor indtrængende opfordre alle grundejere til at udfylde feltet “Tilmeld nyhedsbrev” her på forsiden af hjemmesiden. Så vil I fremover modtage indkaldelser, referater og årets nyheder som epost.

Nu, I har fat i det, så benyt lejligheden til at oprette jer som brugere her på hjemmesidens forum (se øverst til højre på siden). Så har I mulighed for at komme med forslag til bestyrelsen og/eller til generalforsamlingen – og til at kommentere på indlæg, andre lægger op.

Der er også et forum for alt mulig andet end det, grundejerforeningen tager sig af, Det kan være, man har en trampolin, man ønsker at sælge – eller at man gerne vil købe et drivhus eller låne et festtelt. Der er frit slag – forummet er jeres!

I den lukkede del finder I desuden medlemslisten med kontaktdata på jeres naboer og genboer, som hidtil er blevet opdateret og rundsendt med et par års mellemrum. Det gør vi ikke mere, for nu har I den her.

Som sagt: Hjemmesiden er åben. Men den er ikke færdig. Den kan blive meget bedre, hvis I hjælper til. Så kom frit frem med gode idéer og forslag til forbedringer og udbygning med andet indhold. Brug hjemmesidens forum – eller skriv direkte til hjemmesidens web-master – Poul Høegh Østergaard på Harebakkevej 35. Send også gerne gode billeder fra området eller fra fester, udflugter og andet i foreningens regi.

Skriv et svar